onsdag den 19. oktober 2011

fredag den 14. oktober 2011

Tyrkisk mad

I søndags var jeg i Basar Vest i Århus, og hyggede mig. Jeg fik pludselig lyst til at lave tyrkisk mad, selvom det er længe siden sidst. Min tyrkiske veninde Buket, har lært mig disse autentiske retter.
Her er krydderiet, zahtar.
Rist 1 dl sesam
hæld ½ dl sumak (fås i specialgrønthandlere)
og ½ dl timian over og blend det hele, uden at blende sesam helt til pulver.
Dette krydderi er helt særpræget, og smager skønt! Hæld lidt olie på noget brød, og drys zahtar og salt på.
Eller brug det som krydderi på salat eller kød.
For første gang har jeg fået tyrkisk brød til at lykkes. Det blev så tæt på det man køber.

Tyrkisk brød/pide
50 g gær
1 tsk salt
3 spsk olivenolie
ca 1 kg mel

pensl med en blanding af
1 æg,
½ dl yoghurt
lidt smeltet smør

Sørg for at gær og æg er stuetemperatur. Varm evt. ægget i hånden i 5 min.
Udrør gæren i vand. Tilsæt olie og salt. Tilsæt mel og ælt godt.
Hæv dejen i 30 min. Bred dejen ud i bradepande med bagepapir. Hæv igen i 20-30 min. Tryk store
buler ned i dejen. Pensl med yoghurt blandingen. Drys med lidt nigellafrø. Bag i 20-30 min v 200 grader. til brødet er gyldent.

torsdag den 22. september 2011

Hokkaidosuppe med chili


I går lavede jeg en hurtig hokkaidosuppe til frokost. Den smagte ligeså skønt som den intense farve.

1 hokkaido
1 løg
2 fed hvidløg
1 chili
1 gulerod og et stykke kålrabi. (Alle rødder dur)
olivenolie
salt, peber, sukker
grøntsagsbouillon
1 klat philadelfia
æblecidereddike
½ lime
græskarkerner
1 chili

Rist græskarkerner på en tør pande. Gem til servering.

Skær hokkaido i store tern, og svits dem i olie. Hak løg, hvidløg og chili og hæld ved. Skær rødderne i tern og hæld i. Rør godt rundt og hæld vand ved til det dækker grøntsagerne. Kog i 20 min. Blend suppen og smag til med flødeost, bouillon, salt, peber, sukker, saft fra lime og æblecidereddike.
Server med groft brød, og drys med græskarkerner og lidt ekstra chili i skiver.

onsdag den 21. september 2011

Chilikakao m ingefær

Lavede en dejlig kop chili/ingefær kakao. Rev et stykke ingefær ned i koppen, lagde en halv omnicolor chili i sammen med 6 tern kogechokolade. Hældte lidt hot chilihonning i og til sidst mælk. 2½min i microovn og VOILA. Skøn efterårsdrik!


Chilihonning laves meget enkelt. Rens og snit de chili du vil bruge. Jeg har brugt 4-5 omnicolor i styrke 8. Det bliver til en god stærk honning.
Hæld lidt af en akaciehonning og fyld op med chilier. Kan bruges med det samme, og kan holde i 6 mdr.

mandag den 19. september 2011

Mole poblano

Mole poblano



1 økologisk kylling 2kg
lage:
5 spsk æblecidereddike
1 tsk sukker
1 tsk salt
peber
4 fed hvidløg.

mole:
2-3 af hver:
tørrede mulatochili
anchochili
pasillachili
1 tsk chipotlechili
2 løg
3 fed hvidløg
2 ds flåede tomater
100 g mørk chokolade
2 tern hønsebouillon
olie
3 skiver franskbrød
stjerneanis
korianderfrø
kanel
hel peber
nelliker
rosiner
2 tortillas
salt

Drys:
sesam
usaltede jordnøder
smuttede mandler

Parter kyllingen, bland lagen og vend kyllingen i. Dæk til og stil på køl ca 5 timer.
Rens chili for frø, rist dem på en pande til de "dufter", læg dem i en skål og hæld 5-6 dl vand over. Lad det trække et par timer.
Smut mandler og rist på en tør pande, sammen med sesam og jordnødder. Køl og kør dem i en foodprocessor til nødderne er hakkede. Bruges som drys over mexicanske retter.
Rist tortillaerne på en tør pande til de er sprøde.
Brun kyllingestykkerne godt på en pande i olie. Kog derefter kyllingen med lagen i letsaltet vand, så det lige dækker.
Rist krydderierne og blend dem i en kaffemølle.
Rens løg og hvidløg og kør dem i foodprocessor eller blender sammen med chilier og vandet de har stået i blød i. Blend desuden rosiner, franskbrød, 1-2 tsk af de myrdede krydderier, tortilla og flåede tomater i kogevandet fra kyllingen.
Hæld det hele i en stor gryde og kog det godt sammen. Rør godt i det, da det gerne vil hænge fast i bunden. Tilsæt chokolade, bouillon og til sidst de kogte kyllingestykker, så de lige bliver varmet igennem.
Server med majs/hvedetortillas, kogte ris, bønnedip og stegte pintobønner.
Mums! Her er til 8 mennesker til to dage.

tirsdag den 13. september 2011

Endnu en grøntsagscurry.

Så har jeg lavet en curry af grøntsager fra haven. Jeg kom lidt sent i gang med haven, men vil være mere klar næste år. Nu nyder jeg dog mine squash, fennikel, rødbeder og spinat.

Egentlig er en curry næsten altid det samme, der er lidt forskel på krydderier og grøntsager, men fremgangsmåden er den samme.

Til denne er det disse:
1 stort løg
2-3 fed hvidløg
4-5 cm frisk ingefær
1 spsk garam masala
1 spsk spidskommen
1 spsk stødt koriander
chili
salt, peber
2 gulerødder
3 persillerødder
1 squash
1 aubergine
1 bk. champignon
1 rød peber
1 ds. flåede tomater
måske lidt vand
2 tsk bouillon

Hak løg, hvidløg, chili og ingefær fint. Steg det i olie, uden at brune. Hæld krydderier i. Rens grøntsagerne og skær dem i mundrette størrelser og svits det med i. Tilsæt salt og peber. Hæld tomater over og tilsæt resten. Lad simre i 20-30 min.

torsdag den 25. august 2011

Uhm, indisk mad!

Jeg er bange for at jeg kommer til at lave mange indlæg med indisk mad, for jeg elsker det.
Her får vi en portion, kikærtepandekager, citronris, grøntsagscurry, kartoffelfyld, kokoschutney og rødbederaita.

Kikærtepandekager.
4 dl kikærtemel
1 dl ris/hvedemel
salt
3-5 dl vand

Rør melet sammen med salt og vand. Lad det trække et par timer. Dejen skal være ret tynd. Bag hver pandekage i olie/ghee, gerne hjemmelavet.

Rødbederaita.
3-4 rødbeder
1-2 dl græsk youghurt
salt, peber
1 tsk stødt spidskommen

Kog rødbederne med skræl på i ca. 30 min. Chok dem med koldt vand og pil skrællen af. Skær dem i tern. Rør youghurt med krydderier og vend rødbedetern i.

Citronris:
5 dl sorte ris/anden ris
1-2 spsk brune sennepsfrø
1 tsk gurkemeje
saft af ½-1 citron
olie/ghee
salt

Pop sennepsfrøene i olie på en pande. Tilsæt risene og steg et minut. Hæld resten ved og kog til møre.

Grøntsagscurry:
2 løg
3 fed hvidløg
frisk chili efter smag
4 cm frisk ingefær
olie/ghee
1 spsk garam masala
1 spsk stødt koriander
1 spsk stødt spidskommen
1 ds. flåede tomater
salt og peber
en sjat fløde
frisk korinder
blandede grøntsager: gulerødder, broccoli, blomkål, spidskål, bønner, peberfrugt, squash m.m.

Hak løg, hvidløg, chili og ingefær fint. Steg det i olie, uden at brune. Hæld krydderier i. Rens grøntsagerne og skær dem i mundrette størrelser og svits det med i. Tilsæt salt og peber. Hæld tomater over og lad simre i 20-30 min. Hæld fløde ved. Hak koriander og rør i før servering.

Kartoffelfyld:
en portion kogte kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
3 cm frisk ingefær
1 rød peberfrugt
olie/ghee
chili
1 tsk garam masala
1 tsk stødt koriander
1 tsk stødt spidskommen
salt og peber

Når du alligevel laver grøntsagscurry, kan du lige så godt hakke løg, hvidløg,ingefær og chili sammen med curryen. Svits ovenstående let i olie.Hæld krydderier i og tilsæt skivede kartofler og peberfrugt i tern.
Steg godt og hold varmt til serveringen.

fredag den 20. maj 2011

Min nye madblog

Så kom navnet på min blog pludselig til mig. Happydays! Et af Jamie Olivers udtryk for skøn mad, og jeg elsker skøn mad..
Så velkommen til min fresh blog om mad, som vil følge mig i mine faser. Jeg laver mad fra alle lande(næsten) og er fascineret af ny mad i nogle måneder ad gangen, og får hele tiden nye lyster. Læs gerne et lille indlæg om min mad her.
I aften fik vi de skønneste enchiladas med ris og bønnedip til. Det smagte pragtfuldt!.
Enchiladas kan fyldes med rester fra chili con carne.







Enchiladas
4 tortillas
en rest chili con carne
en portion tomatsovs
lidt reven cheddar eller anden ost
solsikkeolie

Steg tortillas i olie, til de bliver let brune. Fyld chili con carne og evt. en rest ris i og rul sammen. Læg dem i et fad med lukningen nedaf. Hæld tomatsovs over og drys med ost. Bag i ovnen i ca. 20-25 min. ved 200 grader, til osten er smeltet.

Server til ris og guacemole eller bønnedip.

Bønnedip

En portion stegte pintobønner
en halv portion tomatsovs
lidt reven cheddar
lidt flødeost eller creme fraiche.
evt lidt hakket frisk koriander.

varm bønnerne i lidt olie. Hæld ostene over og sluk. Vend til osten er smeltet og hæld tomatsovs over. Server det ved stuetemperatur. Sovsen kan også bruges som dip til chips.